Vinen har en intens rubinrød farve. Duften er frisk, krydret og præget af modne røde frugter. Smagen åbner blødt og friskt med noter af hindbær, kirsebær og et strejf af sort og pink peber. Tanninerne er faste og elegante med en silkeagtig struktur og en lang, vedvarende afslutning.
Viñedos y Bodega Mendel opstod som et samarbejde mellem Roberto de la Mota, en af de mest respekterede og erfarne vinmagere i Argentina, og en argentinsk familie dedikeret til at producere vine af højeste kvalitet. Vores mission er at udtrykke den unikke karakter af vores vinmarker og de uforlignelige egenskaber ved terroiret i Mendoza.
Roberto ynder at spørge med, at han blev født i en vinkælder, da hans oplæring og vinuddannelse begyndte længe før hans studier på Universidad Nacional de Cuyo. Han tog sine første skridt ved sin fars side – den mest berømte argentinske vinmager, Don Raúl de la Mota.
Efter at have afsluttet sine studier i Montpellier, Frankrig, og ledet en af landets vigtigste vinhuse, opfyldte Roberto sin drøm om at have sin egen vingård i 2002, da han grundlagde Mendel Wines.
Klimaet er ørkenagtigt og kontinentalt, med klart adskilte årstider. Den lave nedbør, under 200 mm årligt, gør kunstvanding nødvendig. Det er netop her, regionens vinavl skiller sig ud: den traditionelle kunstvanding, som tidligere blev udført af de oprindelige folk og i dag af håndværksprægede vinbønder, gør det muligt at kontrollere phylloxera med vinstokke plantet direkte uden podning. Det giver den rette vækststyrke samt det ønskede udbytte- og koncentrationsniveau.
Vores gamle Malbec-vinmarker fra 1928 og Cabernet Sauvignon-vinmarker ligger i Perdriel og Mayor Drummond, Luján de Cuyo.
Vi har også Cabernet Franc, Semillon, Petit Verdot, Malbec og Cabernet Sauvignon på vores vinmarker i Finca Remota, som ligger i Paraje Altamira, Valle de Uco.
Vores marker ligger i 900 til 1.150 meters højde over havets overflade, i de bedste og højest beliggende, irrigationsrige områder af Luján de Cuyo og Valle de Uco, Mendoza.
Jordene har aluvial oprindelse, dannet af materiale fra Andesbjergene. De er meget stenede, med stor dræningsevne, lavt indhold af kvælstof og organisk materiale, men rige på kalium. Det er jordbund, der giver vinstokke med lav til middel vækstkraft, men som samtidig muliggør høj koncentration og intensitet i druerne.
Både Malbec og Cabernet Sauvignon kom til Mendoza, Argentina, i midten af 1800-tallet. Begge sorter tilpassede sig exceptionelt godt, men det var uden tvivl Malbec fra ældre udvalgte kloner, som blev mest udbredt. Den blev plantet i espalier med nord-syd-orientering og høj plantetæthed – 5.555 planter pr. hektar. Omhyggeligt løvarbejde og kontrolleret vanding i vækstsæsonen sikrer fremragende soleksponering, færre klaser og mellemstore bær. På denne måde opnår vi fremragende koncentration, intensitet og kvalitet i alle druerne.
Høsttidspunktet fastlægges efter mange besøg i vinmarkerne og smagning af druerne. Man søger en perfekt modenhed, som sikrer intensitet og kvalitet i både frugt og tanniner. Målet er en vin med intens modenhed og masser af frugt, men med en syrebalance, der garanterer lang holdbarhed.
Mayor Drummond – Luján de Cuyo
Liggende i Mayor Drummond, Luján de Cuyo, i 950 meters højde over havets overflade. Jorden er sandet og kalkholdig af alluvial oprindelse med god dræning. Klimaet byder på kolde vintre og milde somre med en temperaturforskel på 15 °C mellem dag og nat, hvilket sikrer optimal modning. Den gennemsnitlige nedbør er 200 mm årligt. Her findes 4 parceller med drypvanding, resten med overfladeafvanding. Vi har 11 ha Malbec (masse udvalg plantet i 1928), 2 ha Petit Verdot (begge sorter i espalier), samt en lille pergola med Tempranillo.
Perdriel – Luján de Cuyo
Beliggende i Perdriel, Luján de Cuyo, i 1.050 meters højde. Jordbunden er lerblandet, med silt og sten, hvilket giver god dræning – også af alluvial oprindelse. Klimaet er koldt om vinteren med lejlighedsvis sne og mildt om sommeren med kølige nætter. Den gennemsnitlige nedbør er 230 mm om året. Hele vinmarken har drypvanding, som sikrer effektiv vandudnyttelse. Her dyrkes 4 ha Malbec og 2 ha Cabernet Sauvignon, alt i espalier.
Paraje Altamira – Valle de Uco
Beliggende i Altamira, Valle de Uco, i 1.040 meters højde. Jorden er sandet, stenet, meget løs og af alluvial oprindelse. Klimaet er koldt om vinteren med sne, og mildt om sommeren med kolde nætter og stor daglig temperaturforskel. Den gennemsnitlige nedbør er 170 mm årligt.
Den første del af marken er lille og gammel, plantet i 1947, hvorfra vi producerer “Mendel Semillón” og “Malbec Finca Remota”. Her bruges overfladeafvanding, og vinstokkene dyrkes i lavt espalier med udbytter på under 40 kvintaler pr. ha.
Den anden del af marken har en mere moderne tilgang, med espalier mellem højde og drypvanding.
Der dyrkes i alt:
Vinproduktionen i Mendoza kan opdeles i to hovedfaser. Den første, indtil slutningen af det 19. århundrede, var præget af begrænset udvikling grundet koloniale restriktioner og lav lokal efterspørgsel. Alligevel lagde denne tidlige fase fundamentet for regionens potentiale. Vinstokken kom formentlig til området i 1500-tallet via Chile og Peru og blev hurtigt udbredt i Cuyo-regionen, især af jesuitter.
I 1600-tallet var Mendoza centrum for vinhandel til flere provinser, og vin blev transporteret med vogne og muldyr. Dyrkningsteknikker var primitive, og arbejdsstyrken bestod først af huarpe-indianere og senere af afrikanske slaver. Kirken spillede en central rolle som producent, og i slutningen af 1700-tallet blev store vinmængder registreret hos religiøse institutioner.
Efter perioder med uro og tyranni oplevede Mendoza fra 1850’erne en markant vækst. I 1910 var vinmarksarealet vokset fra under 5.000 til næsten 45.000 hektar. Dette skyldtes blandt andet indvandring, jernbanens ankomst, irrigationsprojekter og statslig støtte. Særligt spaniere og italienere dominerede indvandringen og grundlagde store vinfamilier, såsom Arizu og Rutini.
Franske immigranter spillede også en vigtig rolle – især Michel Aimé Pouget, der introducerede druesorter som Malbec og Pinot samt avancerede dyrkningsmetoder. I San Rafael opstod en fransk koloni, og figurer som Ballofet og Iselin bidrog til både vinbrug og infrastruktur, især vandingssystemer.
I slutningen af 1800-tallet skabte beskyttelsesloven og skattelettelser yderligere incitament til vinproduktion. Alligevel var udviklingen præget af uorganiseret vækst, overdreven jagt på profit og en sårbar monokultur. Mendoza blev rigt, men balancen mellem bæredygtighed og økonomisk gevinst var ofte fraværende.
Mendozas klima er præget af høj solindstråling, lav nedbør og et betydeligt fugtunderskud – alle faktorer, der gør området særdeles velegnet til vinproduktion. Provinsen nyder 64 % solskinstid, hvilket giver druerne optimale modningsbetingelser. Mendoza strækker sig over flere breddegrader (32°–37° syd), hvilket skaber variation i temperaturer og risikoen for frost, som især påvirker vinområderne omkring Mendoza-Tunuyán og Diamante-Atuel.
Højden spiller en vigtig rolle: Vinmarkerne ligger typisk mellem 600 og 1.150 meter over havet. Dette giver kølige nætter, som er ideelle for syrebevarelse i druerne. Middeltemperaturerne i vækstsæsonen ligger mellem 20 og 22 °C – ideelt for vinstokkens udvikling. Den største klimatiske trussel er frost, som kan indtræffe fra marts til november, afhængig af regionens højde og breddegrad.
Nedbøren er ekstremt lav – blot ca. 195 mm årligt – hvilket gør kunstvanding helt afgørende. To mindre nedbør end i oktober og februar kan dog skabe problemer med meldug i visse år. Den lave luftfugtighed og tørre luft forhindrer til gengæld mange svampesygdomme.
Et andet klimaproblem er hagl, som ofte følger med sommerens tordenbyger. Det ujævne terræn nær Andesbjergene skaber vertikale luftstrømme, som øger risikoen. Frost og hagl har flere gange – som i 1927 og 1932 – næsten ødelagt høsten.
På trods af disse udfordringer har klimaet været en vigtig allieret i skabelsen af Mendozas vinidentitet. Gunstige forhold har dog ofte ført til hurtige beslutninger uden tilstrækkelig analyse af samspillet mellem druesort, jord og mikroklima. Først i nyere tid er der sket en mere videnskabelig tilgang til udnyttelsen af klimaets fulde potentiale. Forebyggelse af frost og hagl er stadig begrænset – med eksperimentelle løsninger og en statslig landbrugsforsikring, som først blev indført i 1952.
Jordbundsforholdene i Mendoza er komplekse og varierede, hvilket skyldes provinsens store geografiske udstrækning. Områderne omkring Mendoza-floden er grundigt undersøgt, og de vigtigste konklusioner kan i grove træk overføres til dalene ved Tunuyán, Diamante og Atuel. Den største forskel mellem områderne ligger i topografien, som skaber overgangen fra bjergrige vestlige zoner til flade østlige sedimentområder.
Mendozas jorder er generelt fattige på organisk materiale, men rige på vigtige næringsstoffer som kvælstof, fosfor og især kalium. I lavtliggende områder findes der saltholdige jorde, men da sulfater dominerer, er disse jorde stadig velegnede til dyrkning – især ved hjælp af kunstvanding.
Jorderne er ikke dannet lokalt gennem forvitring, men består primært af transporteret materiale: alluviale (flod), lacustrine (sø) og æoliske (vind) aflejringer. I vest dominerer grovkornede jorder, mens de østlige områder er præget af fine aflejringer af silt og sand. Mellem disse ligger overgangszoner med både grove og fine partikler, hvor grundvandsspejlet ofte ligger tæt på overfladen – ideelle forhold for vinavl.
Disse jordtyper er dog stærkt påvirket af lokale forhold som erosion og kunstvanding, hvilket skaber store variationer over korte afstande. Det er derfor almindeligt at finde forskellige jordtyper – som ren sand eller silt- og lerlag – få meter fra hinanden. Disse variationer har betydning for planternes trivsel og kræver detaljeret analyse, som dog sjældent udføres systematisk.
Teoretisk opdeles jorden i vestlige bjergskråninger med skeletstruktur (velegnede til kvalitetsvine) og østlige sedimentområder med højere udbytte (velegnede til alkoholrige vine). I praksis behandles mange zoner dog ens, medmindre vinproducenterne investerer i specialiseret rådgivning og analyser.
I Mendozas tørre klima er kunstvanding helt afgørende for vinproduktion. Floderne, der udspringer af Andesbjergenes sne og gletsjere, tilfører det ellers tørre landskab livgivende vand. Allerede før den spanske kolonisering benyttede de oprindelige folk flodernes vand til landbrug gennem primitive kanalsystemer – nogle med navne fra lokale høvdinge som Allaime og Guavmaye. Spanierne forbedrede deres netværk.
Et vendepunkt kom i slutningen af 1800-tallet under guvernør Tiburcio Benegas, hvor et moderne, systematisk irrigationssystem blev opbygget. Blandt de vigtigste dæmninger er Cipolletti (Mendoza-floden), Medrano og Valle de Uco (Tunuyán), og Videlino (Diamante). Disse dæmninger forsyner de fire store irrigationfloder, som dækker enorme arealer:
Vandet distribueres via et hierarkisk system af kanaler:
Inde på vinmarkerne ledes vandet gennem acequias, videre til sobreacequias og derfra til regueras (vandingsfurer), hvor vandet når vinstokkene direkte. Et typisk reguera vander ca. 10 rækker.
For at styre vandstrømmen bruges:
Typiske kanalstørrelser:
Vandingsmetoden er i dag stadig primitiv: furevand (riego por surco) dominerer. Mængden og hyppigheden af vanding styres sjældent ud fra videnskabelige retningslinjer, men snarere tradition og erfaring. Moderne metoder som drypvanding er næsten fraværende, og rådgivning fra eksperter møder ofte modstand grundet landbrugets træghed og rutineprægede arbejdsgange.
Kort sagt er Mendoza i besiddelse af et enestående, men stadig underudviklet vandingssystem – historisk vigtigt og funktionelt, men med stort potentiale for teknologisk forbedring og mere bæredygtig anvendelse.
Vinmarkerne i Mendoza er nøje tilpasset irrigationforholdene og udformes med både æstetik og funktionalitet for øje. Sommerens grønne løv og rækker af slanke popler og hængende piletræer skaber et frodigt udtryk, der minder om europæiske bocage-landskaber. Poplerne, lokalt kaldet trincheras, plantes typisk øst-vest for at beskytte mod den varme zonda-vind og fungerer både som læhegn og som træressource.
Vinmarkerne organiseres i store sammenhængende felter kaldet paños, som opdeles i mindre enheder: cuarteles (typisk 100–125 m i nord-syd-retning) og callejones (adgangsstier på ca. 2,5 m bredde), hvilket muliggør effektiv vanding og høst. Store ejendomme på over 1.000 ha deles yderligere op for at sikre praktisk drift.
Dyrkningssystemer:
I espalier anvendes cabeceros (kraftige endestolper) og rodrigones (mellemstolper med 6–8 m afstand). Traditionelt fremstilles stolperne af algarrobo eller retamo, men dyrere træsorter erstattes ofte af poppel, som kræver kobbersulfatbehandling. Jern eller beton anvendes sjældent.
Plantetæthed og afstande:
Jordudjævning er essentiel for at sikre korrekt vanding. Rækkerne orienteres normalt nord-syd for at optimere lysindfald. På de fleste ejendomme følger layout og plantetæthed dog traditionelle mønstre frem for videnskabelig tilpasning til jordbund, druesort og mekanik. Kun enkelte producenter anvender rationel planlægning.